No storm is strong enough that it does not end!

Så blev det 3 dag, og jeg er dog stadig i live. Jeg kæmper en hård kamp, om at føle mig tilpas hernede i varmen. Jeg skal være den første til at indrømme, at de sidste to dage har været en indre kamp med mig selv om, at jeg er klar på at være udvekslingsstudent. Jeg har forklaret min familie hernede, at det ikke skyldes dem, at jeg er ked af det, men at jeg ikke er vant til den mad de spiser, det sprog de taler og den måde de lever!
Jeg havde jo ikke forberedt mig på, at det ville være sådan her. Men det kunne jeg jo selvfølgelig have fortalt mig selv, at livet ikke altid er en dans på røde roser!
Men som sagt så føler jeg mig lidt ensom og forvirret, men jeg har jo kun været her 3 dage, og jeg er ikke startet i skole endnu! Jeg skrev til Carlos, min kontaktperson hernede, at jeg følte, at jeg gjorde noget forkert, fordi de andre udvekslingsstudenter havde det fedt, men at jeg selv sad på mit værelse og var ulykkelig over situationen. Han fortalte mig så, at nogen mærker hjemveen i starten, og andre undervejes, og nogen begge steder, men lige meget hvad så kom det, og ikke et år er ens for nogen. Så sagde han også: No storm is strong enough that it does not end! Og det kan jeg kun give ham ret i. Han sagde, at jeg ikke måtte tvivle på mig selv, for hvis man gravede dybt ind i alle personer, hvem er så i virkeligheden klar?
Jeg vil derfor prøve at stikke hagen i vejret og gøre det her til det fedeste år i mit liv, for min familie venter jo på mig derhjemme. 
Jeg har indgået en aftale med en pige, som hedder Helena og er i Japan, om at vi sørge for at holde hinanden kørende, fordi hun har det lige som mig! Det hjælper meget ikke bare at hører fra folk, der har det bedre end mig, fordi de ikke kan sætte sig i samme situation. Jeg er stadig ked af det, men det går op af bakke!

Idag skal jeg vist nok i et form center, jeg forstod det ikke helt, men jeg er helt sikkert klar på at komme ud og se São Paulo! 
Smider nogen billeder ind senere!

Vi ses.<3